|
ALMINDELIGE LEVERINGSBETINGELSER (NL92)
for leverancer af maskiner og andet mekanisk,
elektrisk og elektronisk udstyr mellem Danmark, Finland, Norge og Sverige
samt inden for disse lande. Udgivet 1992 af Hovedorganisationen Dansk
Industri, Danmark, Metalliteollisuuden Keskusliitto Metalindustriens
Centralförbund r.y., Finland, Teknologibedriftenes Landsforening, Norge,
samt Sveriges Verkstadsindustrier, Sverige.
Anvendelse
1. Nedenstående almindelige leveringsbetingelser
finder anvendelse, såfremt parterne skriftligt eller på anden måde har
aftalt dem. Gælder leveringsbetingelserne for en leverance, skal eventuelle
fravigelser ske ved skriftlig aftale mellem parterne.
Produktinformation
2. Oplysninger i produktinformation og prislister
er kun bindende i det omfang, aftalen udtrykkeligt henviser til dem.
Tegninger og andre tekniske dokumenter
3. Alle tegninger og andre tekniske dokumenter vedrørende
materiellet eller fremstillingen heraf, som før eller efter aftalens indgåelse
overlades fra den ene part til den anden, tilhører den part, som har
udleveret dem. Modtagne tegninger, andre tekniske dokumenter eller teknisk
information kan ikke uden samtykke fra den anden part anvendes til andet end
det, der var formålet med overladelsen. Uden samtykke fra den anden part må
det nævnte materiale ikke kopieres, reproduceres, overgives til eller på
anden måde bringes til tredjemands kundskab, 4. Sælgeren skal senest ved
leveringen vederlagsfrit forsyne køberen med et eller et større aftalt
antal eksemplarer af tegninger og andre tekniske dokumenter, som er tilstrækkeligt
udførlige til, at køberen kan udføre montering, igangsætning, drift og
vedligeholdelse (herunder løbende reparationer) af alle materiellets dele.
Sælgeren har dog ikke pligt til at udlevere tegninger og dokumenter, som
ligger til grund for fremstilling af materiellet eller reservedele.
Leveringsprøve
5. Såfremt der er aftalt leveringsprøve, skal prøven
udføres der, hvor materiellet fremstilles, medmindre et andet sted er
aftalt. Såfremt tekniske krav til prøven ikke er angivet i aftalen, skal
denne udføres i overensstemmelse med sædvane i den pågældende industri i
det land, hvori materiellet fremstilles.
6. Sælgeren skal give køberen sådant varsel om
en leveringsprøve, at køberen kan overvære denne. Leveringsprøve kan
afholdes, selv om køberen ikke er repræsenteret, dersom han er indvarslet.
Sælgeren skal føre protokol over leveringsprøven. Prøveprotokollen skal
sendes til køberen. Prøveprotokollen skal anses for at give en korrekt
beskrivelse af leveringsprøvens gennemførelse og dennes resultat,
medmindre køberen beviser noget andet.
7. Såfremt materiellet ved leveringsprøven viser
sig ikke at være kontraktmæssigt, skal sælgeren så hurtigt som muligt sørge
for, at materiellet bringes i overensstemmelse med aftalen. På køberens
forlangende skal ny leverings-prøve derefter udføres. Var manglen
ubetydelig, kan ny leveringsprøve dog ikke forlanges.
8. Medmindre anden fordeling er aftalt, bærer sælgeren
alle omkostninger ved leveringsprøver, som udføres, hvor materiellet
fremstilles. Køberen bærer dog alle omkostninger for sine repræsentanter,
herunder rejse- og opholdsudgifter, i forbindelse med sådanne leveringsprøver.
Levering
9. Er leveringsklausul aftalt, fortolkes denne i
henhold til de ved aftalens indgåelse gældende Incoterms. Er ingen
leveringsklausul aftalt, anses levering for sket »Ex Works«.
Leveringstid. Forsinkelse
10. Såfremt parterne i stedet for et bestemt
leveringstidspunkt har angivet et tidsrum, inden for hvilket levering skal
finde sted, anses dette tidsrum at løbe fra indgåelsen af aftalen.
11. Finder sælgeren, at han ikke kan levere i
rette tid, eller må forsinkelse fra hans side anses for sandsynlig, skal
han uden ugrundet ophold give køberen skriftlig meddelelse herom og
samtidig angive årsagen til forsinkelsen samt så vidt muligt det
tidspunkt, da levering påregnes at kunne finde sted. Undlader sælgeren at
give den ovennævnte meddelelse, skal han, uanset bestemmelserne i punkterne
13 og 14, erstatte køberen de merudgifter, denne påføres som følge af
den manglende meddelelse.
12. Hvis forsinkelse med levering skyldes nogen
omstændighed, som i henhold til punkt 37 udgør en ansvarsfrihedsgrund
eller skyldes køberens handling eller undladelse, forlænges leveringstiden
i det omfang, hvori det efter omstændighederne skønnes rimeligt.
Leveringstiden skal forlænges, selv om årsagen til forsinkelsen indtræffer
efter udløbet af den oprindeligt aftalte leveringstid.
13. Hvis sælgeren ikke leverer materiellet i rette
tid, er køberen berettiget til konventionalbod fra den dag, hvor levering
skulle have fundet sted. Konventionalboden udgør 0,5% for hver hele uge,
forsinkelsen varer, beregnet af den del af den aftalte købesum, som dækker
den del af materiellet, der på grund af forsinkelsen ikke kan tages i brug
som forudsat.
Konventionalboden kan ikke overstige, 7,5% af dette
beregningsgrundlag. Konventionalboden forfalder til betaling ved skriftligt
påkrav fra køberen, dog tidligst når materiellet leveres fuldt ud eller
eventuelt på det tidspunkt, hvor køberen hæver aftalen i henhold til
punkt 14. Køberen fortaber sin ret til konventionalbod, såfremt han ikke
har fremsat skriftligt krav herom inden 6 måneder efter, at levering skulle
have fundet sted.
14. Såfremt køberen er berettiget til maksimal
konventionalbod i henhold til punkt 13, og materiellet fortsat ikke leveres,
kan køberen ved skriftlig meddelelse til sælgeren kræve levering og fastsætte
en sidste, rimelig frist, som ikke kan være kortere end 1 uge. Såfremt sælgeren
heller ikke leverer inden for den fastsatte frist, og dette ikke skyldes
forhold, som køberen bærer ansvaret for, kan køberen ved skriftlig
meddelelse til sælgeren hæve aftalen for så vidt angår den del af
materiellet, som ikke kan tages i brug som forudsat. Køberen har, såfremt
han således hæver aftalen, herudover krav på erstatning for det tab, han
har lidt ved sælgerens forsinkelse, dersom tabet overstiger den maksimale
konventionalbod, han har kunnet kræve i henhold til punkt 13. Denne
erstatning kan ikke overstige 7,5% af den del af den aftalte købesum, som dækker
den del af materiellet, for hvilken aftalen hæves. Køberen har desuden ret
til, ved skriftlig meddelelse til sælgeren, at hæve aftalen, såfremt det
står klart, at der vil indtræffe en forsinkelse, som efter reglerne i
punkt 13 ville give køberen ret til maksimal konventionalbod. Ved en sådan
ophævelse har køberen ret til såvel maksimal konventionalbod som
erstatning i henhold til nærværende punkts tredje stykke. Bortset fra
konventionalbod i henhold til punkt 13 og ophævelse med begrænset
erstatning i henhold til punkt 14 er ethvert krav fra køberen i anledning
af sælgerens forsinkelse udelukket. Denne begrænsning i sælgerens ansvar
gælder ikke, såfremt sælgeren har gjort sig skyldig i grov uagtsomhed.
15. Finder køberen, at han ikke vil kunne modtage
materiellet på den aftalte dag, eller må forsinkelse fra hans side anses
som sandsynlig, skal han uden ugrundet ophold give sælgeren skriftlig
meddelelse herom og samtidig angive årsagen til forsinkelsen samt så vidt
muligt det tidspunkt, da modtagelse påregnes at kunne finde sted. Undlader
køberen at modtage materiellet på den aftalte dag, er han desuagtet
forpligtet til at erlægge enhver af levering betinget betaling, som om
levering af det pågældende materiel havde fundet sted. Sælgeren skal sørge
for, at materiellet opbevares for køberens regning og risiko. På køberens
anmodning skal sælgeren forsikre materiellet for køberens regning.
16. Medmindre køberens i punkt 15 angivne
undladelse skyldes noget i punkt 37 nævnt forhold, kan sælgeren skriftligt
opfordre køberen til at modtage materiellet inden for en rimelig tid,
Undlader køberen at gøre dette inden for et sådant tidsrum - af årsager
som sælgeren ikke bærer ansvaret for - er sælgeren berettiget til ved
skriftlig meddelelse til køberen at hæve aftalen for den leveringsklare
del af materiellet, som på grund af køberens undladelse ikke bliver
leveret. Sælgeren har da ret til erstatning for den skade, som køberens
misligholdelse har påført ham. Erstatningen kan ikke overstige den del af
købesummen, der dækker den del af materiellet, som ophævelsen omfatter.
Betaling
17. Medmindre andet er aftalt, forfalder den
aftalte købesum til betaling med en tredjedel ved aftalens indgåelse og
med en tredjedel ved sælgerens skriftlige meddelelse om, at den væsentlige
del af materiellet er rede til levering. Restbeløbet erlægges ved
leveringen af materialet.
18. Betaler køberen ikke til aftalt tid, har sælgeren
fra forfaldsdagen krav på morarente med den rentesats, som gælder i
henhold til lovgivning om renter ved forsinket betaling i sælgerens land. Såfremt
sælgerens land er Danmark, skal morarenten dog udgøre den officielt
fastsatte diskonto med tillæg af 9 procentpoints.
19. Såfremt køberen ikke efter 3 måneder har
betalt det forfaldne beløb, er sælgeren berettiget til ved skriftlig
meddelelse til køberen at hæve aftalen og foruden morarente at kræve
erstatning af køberen for det tab, han har lidt. Erstatningen kan ikke
overstige den aftalte købesum.
Ejendomsforbehold
20. Materiellet forbliver sælgerens ejendom,
indtil betaling er erlagt fuldt ud i den udstrækning, et sådant
ejendomsforbehold er gyldigt efter gældende ret.
Ansvar for mangler
21. Sælgeren er forpligtet til at afhjælpe alle
mangler, som skyldes fejl i konstruktion, materiale eller fremstilling, ved
at foretage reparation eller udskiftning af materiellet i overensstemmelse
med punkterne 22-34 nedenfor.
22. Sælgerens ansvar omfatter kun mangler, som
viser sig inden et år fra den dag, materiellet blev leveret. Anvendes
materiellet mere intensivt, end det er aftalt eller kan anses forudsat ved
aftalens indgåelse, forkortes denne periode forholdsmæssigt.
23. For dele, som er udskiftet eller repareret ifølge
punkt 21, påtager sælgeren sig de samme forpligtelser, som gælder for det
oprindelige materiel i et tidsrum af et år. For materiellets øvrige dele
forlænges den i punkt 22 nævnte periode kun med det tidsrum, materiellet
ikke har kunnet anvendes som følge af de i punkt 21 nævnte mangler.
24. Køberen skal give skriftlig meddelelse om en
mangel til sælgeren uden ugrundet ophold, efter at manglen har vist sig, og
i intet tilfælde senere end 2 uger efter, at den i punkt 22 nævnte frist
er udløbet, jf. punkterne 23 og 34. Meddelelsen skal indeholde en
beskrivelse af, hvorledes manglen ytrer sig. Såfremt der er grund til at
tro, at manglen kan medføre risiko for skade, skal sådan meddelelse gives
straks. Såfremt køberen ikke skriftligt underretter sælgeren om en mangel
inden for de frister, som er angivet i dette punkt, mister køberen sin ret
til at fremsætte krav i anledning af manglen.
25. Efter at have modtaget skriftlig meddelelse fra
køberen i henhold til punkt 24 skal sælgeren afhjælpe manglen uden
ugrundet ophold. Sælgeren skal selv bære omkostningerne herved i henhold
til bestemmelserne i punkterne 21-33. Reparationen foretages hos køberen,
medmindre sælgeren finder det hensigtsmæssigt, at den mangelfulde del
eller eventuelt materiellet returneres, således at sælgeren kan foretage
reparation eller udskiftning hos sig selv. Kræver demontering og montering
af delen speciel fagkundskab, er sælgeren forpligtet til at foretage sådan
demontering og montering. Er en sådan speciel fagkundskab unødvendig, er sælgerens
forpligtelse vedrørende den mangelfulde del opfyldt, når han har leveret
en tilbørligt repareret eller udskiftet del til køberen.
26. Såfremt køberen har afgivet en sådan
meddelelse, som nævnt i punkt 24, og det viser sig, at der ikke foreligger
nogen mangel, som sælgeren bærer ansvaret for, har sælgeren ret til godtgørelse
for det arbejde og de omkostninger, reklamationen har påført ham.
27. Såfremt eventuel demontering og montering medfører
indgreb i andet end materiellet, påhviler arbejdet og omkostningerne herved
køberen.
28. Enhver forsendelse i forbindelse med reparation
eller udskiftning skal ske for sælgerens regning og risiko. Køberen skal følge
sælgerens instruktioner om forsendelsesmåde.
29. Køberen skal bære de meromkostninger, som sælgeren
påføres ved afhjælpning af mangler som følge af, at materiellet befinder
sig på et andet sted end det i aftalen angivne bestemmelsessted eller -
hvis et sådant ikke er angivet - leveringsstedet.
30. Mangelfulde dele, som udskiftes i henhold til
punkt 21, stilles til sælgerens disposition og bliver hans ejendom,
31. Såfremt sælgeren ikke inden rimelig tid
opfylder sine forpligtelser i henhold til punkt 25, kan køberen skriftligt
give sælgeren en sidste frist for opfyldelse. Er forpligtelserne ikke
opfyldt inden udløbet af den fastsatte frist, kan køberen efter eget valg:
a) lade udføre de reparationer, som er nødvendige, og/eller få
fremstillet nye dele for sælgerens regning og risiko forudsat. at han gør
dette på en fornuftig og rimelig måde, eller b) kræve forholdsmæssigt
afslag, dog højst 15% af den aftalte købesum. Såfremt manglen er væsentlig,
kan køberen i stedet hæve aftalen ved skriftlig meddelelse til sælgeren.
Køberen har også ret til således at hæve aftalen, såfremt manglen efter
tiltag som nævnt under a) fortsat er væsentlig. Køberen kan ved ophævelse
kræve erstatning for sit tab, dog højst 15% af den aftalte købesum.
32. Sælgerens ansvar omfatter ikke mangler, forårsaget
af materiale, som er tilvejebragt af køberen, eller af konstruktioner, der
er foreskrevet eller specificeret af denne.
33. Sælgerens ansvar omfatter kun mangler, som
opstår under de i aftalen forudsatte arbejdsforhold og under korrekt
anvendelse af materiellet. Ansvaret omfatter ikke mangler, som skyldes årsager,
opstået efter at risikoen er gået over på køberen. Ansvaret omfatter for
eksempel ikke mangler, der skyldes mangelfuld vedligeholdelse, urigtig
montering foretaget af køberen, ændringer foretaget uden sælgerens
skriftlige samtykke eller reparationer, som køberen har udført på
fejlagtig måde. Endelig omfatter ansvaret ikke normal slitage og
forringelse.
34. Uanset bestemmelserne i punkterne 21-33 gælder
sælgerens mangelansvar ikke for nogen del af materiellet ud over 2 år fra
den i punkt 22 nævnte periodes begyndelse.
35. Sælgeren har intet ansvar for mangler ud over
det i punkterne 21-34 foreskrevne. Dette gælder ethvert tab, manglen måtte
forårsage, herunder driftstab, tabt fortjeneste og andre økonomiske
konsekvensstab. Denne begrænsning i sælgerens ansvar gælder ikke, dersom
han har gjort sig skyldig i grov uagtsomhed, Ansvar for tingskade, forvoldt
af materiellet (produkttingskade, forvoldt af materiellet (produktansvar)
ansvar)
36. Køberen skal holde sælgeren skadesløs i den
udstrækning, sælgeren pålægges ansvar overfor tredjemand for sådan
skade og sådant tab, som sælgeren efter dette punkts andet og tredje
afsnit ikke er ansvarlig for overfor køberen. Sælgeren er ikke ansvarlig
for skade, forvoldt af materiellet: a) på fast ejendom eller løsøre, som
indtræder, medens materiellet er i køberens besiddelse, b) på produkter,
der er fremstillet af køberen, eller på produkter, hvori disse indgår,
eller for skade på fast ejendom eller løsøre, som disse produkter som følge
af materiellet forårsager. I intet tilfælde er sælgeren ansvarlig for
driftstab, tabt fortjeneste eller andre økonomiske konsekvensstab. De nævnte
begrænsninger i sælgerens ansvar gælder ikke, hvis han har gjort sig
skyldig i grov uagtsomhed. Hvis tredjemand fremsætter krav mod en af
parterne om erstatningsansvar i henhold til dette punkt, skal denne part
straks underrette den anden herom. Sælger og køber er gensidigt forpligtet
til at lade sig sagsøge ved den domstol eller voldgiftsret, som behandler
erstatningskrav, der er rejst mod en af dem på grundlag af en skade eller
et tab, som påstås forårsaget af materiellet. Det indbyrdes forhold
mellem køber og sælger skal dog altid afgøres ved voldgift i henhold til
punkt 40.
Ansvarsfrihed
37. Følgende omstændigheder medfører
ansvarsfrihed, såfremt de forhindrer aftalens opfyldelse eller gør
opfyldelsen urimeligt byrdefuld: arbejdskonflikt og enhver anden omstændighed,
som parterne ikke er herre over, såsom brand, krig, mobilisering eller
militærindkaldelser af tilsvarende omfang, rekvirering, beslaglæggelse,
valutarestriktioner, oprør og uroligheder, mangel på transportmidler,
almindelig vareknaphed, restriktioner af drivkraft samt mangler ved eller
forsinkelse af leverancer fra underleverandører, som skyldes nogen af de i
dette punkt nævnte omstændigheder. Omstændigheder, som nævnt, medfører
kun ansvarsfrihed, såfremt deres indflydelse på aftalens opfyldelse ikke
kunne forudses ved indgåelsen af aftalen.
38. Det påhviler den part, der ønsker at påberåbe
sig nogen ansvarsfrihedsgrund, som nævnt i punkt 37, ufortøvet, skriftligt
at underrette den anden part om dens opståen og ophør. Ved force majeure
hos køberen skal denne dække de omkostninger, sælgeren pådrager sig for
at sikre og beskytte materiellet.
39. Uanset hvad der i øvrigt følger af disse
almindelige leveringsbetingelser, kan enhver af parterne hæve aftalen ved
skriftlig meddelelse til den anden part, såfremt aftalens opfyldelse
hindres i mere end 6 måneder af en begivenhed, som nævnt i punkt 37.
Tvister. Lovvalg
40. Tvistigheder i anledning af aftalen og alt, som
har sammenhæng hermed, kan ikke underkastes domstolenes prøvelse, men skal
afgøres ved voldgift i overensstemmelse med de lovregler om voldgift, som gælder
i sælgerens land.
41. Alle retsspørgsmål, der måtte opstå i
anledning af aftalen, skal bedømmes efter loven i sælgerens land.
|